Vi opdaterer vores hjemmesidedesign for at forbedre oplevelsen på vores hjemmeside.

Advarselsmeddelelse
Begivenheden har allerede fundet sted.

Koncert med musik af Otto Malling: det store korværk "Det Hellige Land"

MAJ
21

Koncert med musik af Otto Malling: det store korværk "Det Hellige Land"


Dato Lørdag d. 21. maj 2022, kl. 14:00
Sted Kastrup Kirke, Kastruplundgade 5, 2770 Kastrup
Koncert med musik af Otto Malling: det store korværk "Det Hellige Land"

Otto Malling (1848-1915) er næsten glemt i dag, men i sin levetid var han en af dansk musiklivs førende skikkelser: Direktør for Det Kgl. Danske Musikkonservatorium og organist ved Vor Frue Kirke. Hans mange værker, ikke mindst hans orgelmusik, blev spillet over hele verden. Han var i sin ungdom en progressiv skikkelse, der i modsætning til sine lærere Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann var meget interesseret i nye tendenser fra udlandet. 

Hans egne kompositioner kombinerede den danske romantiske stil med træk fra især fransk musik. På sine ældre dage blev han derimod de konservatives bannerfører, og han blev en stærk modstander af Carl Nielsen og kirkemusikreformatoren Thomas Laub.

Konservatismen kom til at påvirke hans eftermæle, og efter sin død blev han hurtigt glemt. Først i de senere år er man begyndt at få øjnene op for, at Otto Malling var en endog særdeles kompetent komponist, der udfoldede sig med overbevisende kraft inden for en lang række genrer: orkesterværker, vokal- og kammermusik og ikke mindst kirkemusik. Dejlig musik, der ligger og venter på at blive genopdaget.

Ved koncerten her møder vi Malling fra hans kirkemusikalske side. Hovedværket er det store korværk ”Det hellige Land” for sopran- og barytonsolo, kor og klaver med tekst af Christian Richardt. Det smukke og udtryksfulde værk, fyldt med melodiøse arier og store korsatser, skildrer digterens besøg i det hellige land og de tanker, det udløser hos ham. Desuden kan man høre en række a cappella-korsange, orgelstykker og åndelige sange af Otto Malling.

Medvirkende:

Reformert Kirkes Kor, Kastrup Kirkes Kor, AmaCantus, Andreas Werenfeldt (dirigent), Mikael Garnæs (dirigent), Niels Henrik Jessen (orgel og klaver), Sandra Thorsteinsdottir (sopran) og Fritjof Fuglesang (baryton)