
Mandag d. 6. juni er det 2. pinsedag. Naturen holder pinsefest – syrenerne dufter og blomsterne med, solsortene fløjter fra hver deres tagryg. Guds helligånd opleves ofte i billeder. Oplevelser af Guds ånd tager form i os og gør os levende, åbne og nærværende. I naturen bindes vi sammen af Guds skabervilje og kraft.
Derfor inviterer Kastrup Kirke til en lille pilgrimsvandring fra kirken og til stranden og tilbage igen. Undervejs stopper vi på smukke og indtagende steder; vi ser, mærker og synger om, hvordan vi er forbundet med Guds kraft.
Vi mødes ved kirken kl. 10. De, der ikke kan gå så langt, er velkomne til at komme til kirken ca. kl. 11, hvor vi er tilbage fra stranden.
Vi afslutter med fællessang og et glas hyldeblomstdrik i kirkens gårdhave.