
Hele tre kor giver en forrygende koncert med passionsmusik af Niels Otto Raasted.
Vi får besøg af korene AmaCantus, Reformert Kirkes Koncertkor og Kastrup Kirkes eget kor – der er solister, instrumentalister og kirkens egen organist, Niels Henrik Jessen på orgel.
Den danske komponist Niels Otto Raasted (1888-1966) er næsten glemt i dag, men i sin levetid var han en stor mand i dansk musikliv. Han var i en menneskealder domorganist ved Københavns Domkirke, hvor han grundlagde traditionen med radiotransmitterede morgenandagter. Raasteds værker, ikke mindst hans orgel- og kirkemusik, tåler absolut et genhør. Koncertens hovedværk er Raasteds passionsmusik til tekster af Thomas Kingo for soli, kor, strygere og orgel. Den er skrevet som liturgisk musik til langfredag. Som oplæg til passionsmusikken spiller strygerne Raasteds smukke lille stykke ”In memoriam”, som blev skrevet ved en nær venindes død, og Christopher Neuerburg og Niels Henrik Jessen spiller Raasteds sonate for obo og klaver.
Fri entré.