Svend Wiig Hansens udsmykning

Billedhuggeren Svend Wiig Hansen (1922-97) fik i 1972 overdraget opgaven at udsmykke det nye kirkerum i Kastrup Kirke. Korvæggen stod færdig i 1974, men det komplette værk blev først afsluttet omkring 10 år senere. 

Kastrup Kirke er den eneste kirkeudsmykning, Svend Wiig Hansen lavede.

Foto: Karin Ott
 

Oprindelig var det kun meningen, at Svend Wiig skulle udsmykke altervæggen, men han tilbød kvit og frit at dekorere hele rummet. Det blev en udsmykning i aluminium, glas og malede flader, og som det mest benyttede motiv hos Svend Wiig Hansen tog han udgangspunkt i menneskefiguren og kaldte samlet udsmykningen for “Det sårede menneske”. Det blev en fortælling om undergang og opstandelse, spændt ud mellem altervæg og udgangsvæg.

Arbejdet med opgaven blev først endelig afsluttet i 1984.

Til venstre: Svend Wiig Hansen i gang med tilvirkelsen af altertavlen, til højre: arbejdet med loftsudsmykningen
 

Altervæggen

Altertavlen består af 16 aluminiumsbeklædte møbelplader på 4 x 4 m, der fylder hele kirkens østvæg. På afstand, fra døren ind til kirkerummet, kan den synes forsigtig i sit udtryk, men efterhånden, som man nærmer sig, træder en kraftfuld komposition af mejslede figurer frem. 

Det er nærliggende at tænke, at Svend Wiig Hansen er inspireret af Michelangelos verdensberømte maleri "Dommedag" på altervæggen i Det Sixtinske Kapel i Vatikanstaten i Rom med mylderet af skikkelser centreret om én figur - hos Michelangelo er det Jesus, hos Svend Wiig en tre-armet form for kværn. "Kværnen" hvirvler menneskene rundt, så nogle af dem havner som iturevne kroppe på altertavlens bund.

I virvaret af elementer ses en stor, blank figur øverst i venstre hjørne. Svend Wiig Hansen udtalte selv, at det er et billede på Gud, hvis udseende ingen kender.

I det modsatte højre hjørne er der, inspireret af 1970’erne og tidens diskussion om atomkraft, en paddehattesky, eller er det måske en trækrone? Kundskabens træ - "træet til kundskab om godt og ondt", som der står i Første Mosebog?

Midt imellem disse ligger øverst i midten af billedet en fødende kvinde, med barnet svævende over sig, stadig bundet til hende med navlestrengen.

Lidt forenklet kan man sige, at der i den venstre side er afbilledet det gode, og i den højre side det onde. Nyt liv fødes ind i verden af godt og ondt.

Nedenunder er der to figurer, hvor den venstre er en slags klovnefigur med en spids hue, der er med til at slynge mennesker rundt, og den højre en dæmon, der peger på atomskyen, måske for at vise, at han har sin magt derfra. Han rider på et menneske, - dette motiv har Svend Wiig også lavet som oliemaleri i værket "Menneskeridt" fra 1959. 

I højre side af billedet, ved siden af "kværnen", står den figur, der har givet navn til altertavlen: ”Det sårede menneske”. Er det Jesus, som er afbildet med krydsede arme og ben og gennemhullet på marterpælen? Eller kunne det være enhver af os, det sårbare menneske? Figuren er beskeden af størrelse i forhold til altertavlens store format, men til trods herfor måske det mest fremtrædende element i billedet. Personen står stolt, rolig og rank, måske fordi han bærer Guds kærlighed og dermed er urørlig midt i en verden af godt og ondt. 

En af Svend Wiig Hansens yndlingsfigurer ses i nederste venstre hjørne - Moder jord - der ser sørgende ud med hovedet i sine arme, måske fordi hun græder over verdens tilstand. I det nederste højre hjørne er en trehovedet dæmon.

Altervæggen stod færdig og blev indviet i februar 1974.
 

Vestvæggen

Vestvæggen er en modpol til altervæggens dommedagsscene. Den skildrer fællesskab og samhørighed, centreret om kysset over døren.

"Kysset" over udgangen. Fotos: Lene Trap-Lind

Her er vi på vej ud af kirken sammen med menneskene, der stimler sammen i positiv opstemthed under kysset, et symbol på Guds kærlighed, måske, som kirkegængerne kan bære med sig ud i hverdagen.

I modsætning til østvæggen, fremstår vestvæggen mere i relief, hvilket skyldes en anden arbejdsteknik end brugt ved østvæggen.

Nord- og sydvæg

Øst- og vestvæg holdes sammen af nord- og sydvæggenes bølgedekorationerne i lyse og mørke farver. Mønstret kan give associationer til den gamle symbolik om kirkerummet som et skib på havet, der med Kristus ved roret fører menigheden trygt over tilværelsens stormfyldte hav. 

Fortættelsen i farvespillet tager til, jo nærmere vi kommer alteret, som er det centrale i kirkerummet.
 
Halvpiller er holdt i skiftevis røde og blå matchende vinduesfigurernes farver, som repræsenterer en gammel farvesymbolik for henholdsvis kold og varm, himmelsk og jordisk.
 

Vinduerne

Vinduerne med glasmalerier med røde og blå Adam- og Eva-figurer er fremstillet af Per Hebsgaard efter tegninger af Svend Wiig Hansen.
 

Kirkens vinduers glasudsmykning har forskellige versioner af mennesket i blå og rød. Foto: Lene Trap-Lind

Loftet

Loftets udsmykning supplerer altertavlen og er opdelt i seks felter.

Den viser, hvordan det går to mennesker, når noget ondt kommer imellem dem.

Loftsudsmykningen er ligesom østvæggen i aluminium, og vi bevæger os både hen over bjælker og selve loftet. De grå bjælker brydes til sidst af en sort tværgående bjælke, der markerer loftets sidste sektion over alteret. Baggrunden for aluminiumsfigurerne er et lyseblåt loft med hvide skyer. Man kan sige, vi befinder os i himlen.
 

Loftet set fra hhv. alter og hovedindgang. Fotos: Karin Ott

Lad os begynde med de to første figurer nærmest døren. De fremstår som to ranke menneskefigurer, som følges ad. De svæver på denne måde ind i rummet.

Men allerede i næste felt kommer en frygtindgydende figur med vinger imellem dem. De skubbes fra hinanden. Det onde er nu med i billedet. De skjuler deres ansigter med hænderne og fremstår mere hvælvede. Sørger de over adskillelsen? En association til Første Mosebog, kap. 3, v. 8 dukker op. Her gemmer Adam og Eva sig for Gud, fordi de - lokket af slangen - har gjort det, de ikke måtte, nemlig spist af Kundskabens Træ - det onde kom imellem dem.

Så erstattes den vingede figur af trearmen fra altertavlen. De to mennesker vægrer sig og bukkes mod hver sin side.

En hel person dukker op i næste felt. Med åben mund skriger den ud om den tyngende ensomhed, der er resultatet af forløbet fra de to figurers indtræden i rummet.

Nu er nedbrydningen i gang. Der er ingen sammenhæng mellem kroppens dele. De to figurer er adskilt fra hinanden og samtidig i fuld gang med at blive opløst. Dette felt afspejler det videre forløb i den enkelte person, som nærmer sig mere og mere den totale opløsning.

I det sidste felt har vi samlet loftets personer. Det afspejler menneskets totale destruktion. Mennesket er forgået, og det åndelige bevaret og dermed også modtageligheden fra alterpartiets altovervejende kraftfelt til en modsat vendt billedopfattelse mod udgangen - til en udgang i samhørighed og kærlighed.

Udsmykningen af loft, vinduer samt nord-, syd- og vestvæg stod færdig i 1979.

Rosetten over hovedindgangen

Efter Svend Wiig Hansens død blev hans skitse til et ansigt i solglissel omsat i glas hos Hebsgaard, der også stod for fremstilling af kirkevinduerne i samarbejde med Wiig Hansen. Rosetten erstattede det gamle ur på kirkens front. 

Rosetten under udformning på Hebsgaards værksted.

Inventar

Arkitekt Palle Rydahl Drost har udformet kirkens alterparti, prædikestol og døbefont.